Bagom Elby i Løvens Hule

Endelig! Endelig kunne vi afsløre, at vi har været med i Løvens Hule! 🦁

Det var 8 lange måneder siden vi var i studiet og det har været svært ikke at nævne det for nogle undervejs.

Der er også sket meget i Elby siden vi lavede optagelserne så nu vil vi gerne dele lidt omkring, hvad der gik forud for deltagelsen i Løvens Hule, og hvorfor vi takkede ja til at være med. 

Fun fact; vi vidste først selv, at vi faktisk var med i programmet 3 uger inden! 

Hvorfor være med i Løvens Hule

Det var sådan set heller ikke planen. Produktionsholdet rakte ud til os og spurgte, om ikke vi havde lyst til at være med, og efter at have tygget lidt på det, så besluttede vi, at det ville vi faktisk gerne.

Én ting var den potentielle investering, der kunne følge med, men det var faktisk ikke den vigtigste årsag for os. Helt grundlæggende, så vurderede vi, at det var en super fed mulighed. På en måde er det den ultimative test af vores pitch og vores koncept, både over for de enormt kompetente løver, men også over for hele den danske befolkning. 

Selvom vi har talt med mange investorer før, så er det enormt inspirerende at se og mærke, at løverne, med deres forskellige baggrund og diverse investeringer, lynhurtigt forstår vores case og kan komme med nye vinkler og perspektiver på det. Med tanke på, at de ikke kender til de enkelte cases, før de står i studiet, så er det ret imponerende, at de så hurtigt kan sætte sig ind i de respektive virksomheder.

Og så må vi også bare være ærlige omkring, at den eksponering, et program som Løvens Hule giver, den er markant større, end hvad vi selv kunne skabe. Vi er en virksomhed med en folkelig ambition; vi vil gerne være i øjenhøjde med vores kunder og hvad er mere folkeligt end public service, DR1 og Løvens Hule. 

Det du ikke så på tv

Som tidligere nævnt, så har nogle af os pitchet til investorer mange gange før, men formatet her er noget anderledes end normalt. Uden for Løvens Hule er det noget mere dialogorienteret. 


Derudover, så skal budskabet i pitchen både være skarp over for løverne, men selvfølgelig også for alle tv-seerne og det er naturligvis også en ekstra faktor. Da vi stod i studiet, så stod vi der hele teamet, som på daværende tidspunkte talte 5 mennesker, og med 45 minutter til at gennemføre vores pitch. Det betød også, at vi ikke kunne svare på spørgsmål med, “den vender vi lige med eksperten hjemme på kontoret” - fordi vi stod alle sammen i studiet og skulle kunne svare på det inden for de 45 minutter.

Det man ikke ser på DR1, det er, at vi faktisk brugte 1½ time i studiet. Det skyldtes både, at vi var 5 personer derinde, hvilket ikke har været tilfældet i Løvens Hule før. Derudover havde de rigtig mange gode spørgsmål, som også fik det til at trække ud.

Og så selvfølgelig også fordi, at der var meget dialog imellem løverne omkring, hvordan de 3 meget interesserede løver skulle fordele investeringen imellem sig. I programmet ser man, at både Rasmus Kolbe, Tahir Siddique og Nikolaj Nyholm investerer i os. Men som det er blevet klart efterfølgende, så endte det kun med at være Nikolaj Nyholm der investerede hele beløbet i os. Det var der ikke nogen tabloid forklaring på, det er simpelthen så kedeligt som, at matchet imellem vores case og ambitioner primært var hen imod Nikolaj. 


Vi var super beærede over at mærke interessen fra flere løver - og Rasmus “Lakserytteren” Kolbe har da også efterfølgende udtrykt flere gange, hvor fede vi er ;-).

Hvad er der sket siden optagelserne tilbage i august, 2024

Siden da har vi arbejdet intenst på alle områder af vores forretning. Vi har f. eks. oplevet en stor interesse for vores fortovsskinne, som vi nu har besluttet at sælge i løsøre, selvom det ikke er vores kerneprodukt, men blot en del af kerneproduktet.
Det gør vi af flere årsager, bl. a., at vi tror på, at jo flere fortovsskinner vi har ude i landet, jo nemmere skalerer resten af vores produkt. Vi oplever tit, at folk er lidt tilbageholdene med vores primære ladeløsning fordi, at de mistænker, at man falder i ladekablet.

Derudover, så har vi ansat både Marco Neukom i marketing og Nikolaj Gülstorff som praktikant fra KEA. Som start-up virksomhed er én af de helt store udfordringer at skabe opmærksomhed omkring sin virksomhed. Derfor har vi valgt at prioritere nogle kræfter på holdet, der kan hjælpe os med at komme ud over rampen.

Hvis I synes Elby lyder spændende, er interesseret i at høre mere om vores deltagelse eller bare Elby generelt, så ræk endelig ud til os :-). 

Kærlig hilsen,
Alle os fra Elby  💚

Få en uforpligtende snak om dine muligheder